Er du vores nye kollega i Moment Logistics, København?
Vi er Moment – et af Danmarks største vikar- og rekrutteringsbureauer og en del af Edda Group. Sammen med vores kolleger i Danmark, Norge og Sverige arbejder vi målrettet på at blive Nordens førende formidler af fleksibel arbejdskraft. Og nu søger vi en ny stjernespiller til vores team i KBH!
Som Staffing & Recruitment Assistant bliver du en vigtig del af teamets stærke fundament. Du er med til at få tingene til at køre som smurt – fra at følge op på kandidater og håndtere daglig drift til at klargøre spændende rekrutteringsprocesser. Din rolle er helt central for, at vi kan levere en førsteklasses oplevelse til både kunder og kandidater. Samtidig er der masser af muligheder for at tage flere opgaver ind og udvikle dig sammen med os.
Hvad kommer du til at lave?
Som en vigtig del af afdelingen hjælper du med at finde de rette kandidater. Du screener ansøgninger, gennemfører indledende telefonsamtaler og sikrer en professionel og positiv kandidatoplevelse fra første kontakt. Samtidig understøtter du dine kolleger med koordinering og administrative opgaver, så vi sammen skaber de bedste match mellem kandidater og kunder.
Om teamet
Du bliver en del af vores Logistics-segment, hvor vi fokuserer på at finde medarbejdere inden for Lager og Produktion.
Vi er et team på 25, fordelt mellem København og Vejle, som både arbejder inden for Salg og Leverance. I teamet har vi desuden et etableret et særligt assistentteam, som du bliver en del af.
Vi arbejder uløseligt sammen og hepper på hinanden, for sammen når vi allerbedst i mål med vores opgaver.
Sparring, feedback, high-fives, konstruktiv ris/ros, fejring og sort kontorhumor vil blive en stor del af din arbejdsdag. Vi lover dig, at du bliver en del af et stærkt fællesskab med dygtige mennesker omkring dig og hvor vi også er gode til at hygge sammen, når arbejdscomputeren lukkes ned.
Er du vores næste stjerne?
For at trives og få succes i denne rolle skal du se værdien i at få hjulene til at dreje rundt, tage ejerskab, holde struktur i processerne og sikre at teamet kan holde fokus på deres kerneopgaver, mens særligt kandidater får en professionel og imødekommende oplevelse af Moment.
Derudover er det vigtigt at du besidder administrative evner, er proaktiv og trives med at arbejde selvstændigt. Den allervigtigste ingrediens er dog, at du tror på dine egne evner og elsker at lære mere.
Det praktiske
Vi søger en ny kollega til vores kontor i København.
Arbejdstiden er i tidsrummet mandag til fredag kl. 8-17.
Vi afholder samtaler løbende og forventer en opstart hurtigst muligt.
For nu er der tale om en projektansættelse til og med december 2026, men med mulighed for forlængelse eller fastansættelse.
Vi glæder os til at høre fra dig!