På vegne af Andelskassen søger Moment Search & Selection en engageret privatkundechef, der gerne vil være en del af et rådgivningscenter med 13 kollegaer med faglig styrke, godt humør og store ambitioner. Her får du ikke bare en titel - du får en central rolle i afdelingen, hvor din hverdag byder på spændende opgaver og giver dig mulighed for at gøre en forskel for både kollegaer og de kunder, du er tæt på. Centret er centralt placeret på 1. sal på Hospitalsgade og har med sine 30 år i byen opnået en stærk forankring i lokalsamfundet.
Bliv en del af en veldrevet bank med et trygt arbejdsmiljø og ambitiøse vækstplaner
Som privatkundechef er du sparringspartner for centerdirektøren, og sammen sætter I kursen for privat-teamet med fokus på at lykkes i fællesskab og levere rådgivning i topklasse. Du går forrest på den faglige front og sørger samtidigt for at sikre trivsel og udvikling i teamet. Der er desuden mulighed for at forme rollen som privatkundechef, så den matcher dine kompetencer og ambitioner.
Dine opgaver er blandet andet at:
· Vedligeholde og pleje den eksisterende kundeportefølje
· Rådgive privatkunder indenfor pension, investering, bolig og andre relevante områder
· Fordele og prioritere sager og sparre med kunderådgivere
· Støtte, motivere og udvikle teamet gennem 1-1 samtaler og daglige tjek-ind
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du kommer med en solid faglig ballast som privatrådgiver gerne suppleret med en HD eller anden relevant efteruddannelse. Med flere års erfaring i rådgivning af privatkunder evner du ikke kun at skabe værdi i egen kundeportefølje, men også at støtte dine kollegaer i komplekse sager og faglige overvejelser. Har du samtidig øje for struktur, procesoptimering og det, der binder en afdeling sammen, er det et stort plus.
Det vigtigste er, at du naturligt tager ansvar. Du er typen, der rejser dig, når noget skal løses – og som har modet til både at sige til og fra. Du går helhjertet ind i relationer og skaber nærvær og tillid overfor både kunder og kollegaer. Du trives, når du kan gøre en forskel, og du ved, at gode resultater skabes i fællesskab. Desuden kan du godt lide tanken om, at succeser - store som små - er vigtige at fejre.
Andelskassen som arbejdsplads
Som medarbejder hos Andelskassen kommer du til at arbejde i en bank, der tror på, at alle har brug for gode relationer. Som kollegaer er man hinandens vigtigste relationer i løbet af arbejdsdagen, hvorfor man deler viden, spiller hinanden gode og sætter en ære i at være imødekommende overfor hinanden. Det er vigtigt – for et job er ikke bare et job. Det er vigtige timer, som skal give energi og værdi.
Andelskassen er bygget op om en flad struktur med korte beslutningsveje og har i 2024 fået målt medarbejdernes arbejdslyst med et imponerende resultat, der ligger langt over danskernes generelle arbejdslyst.
Vil du også være en del af Andelskassen?
Moment Search & Selection varetager rekrutteringen af Andelskassens nye privatkundechef til rådgivningscentret i Randers. Vi gennemgår løbende ansøgninger, og når den rette kandidat er fundet, tager vi stillingsopslaget ned igen.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant, Morten Thomsen, på moth@moment.dk eller tlf. 3136 5625.