Til Digitaliseringsstyrelsen søger vi energiske og smilende kundeserviceprofiler til et spændende vikariat – med gode muligheder for forlængelse.
Som kundeservicemedarbejder bliver du en del af et dynamisk team, hvor din primære opgave er at hjælpe og guide borgere og virksomheder i brugen af offentlige digitale selvbetjeningsløsninger som f.eks. MitID og Ny Digital Post.
Du vil både have telefonisk og skriftlig kontakt med brugere, og det er derfor vigtigt, at du kan formulere dig klart og professionelt – også på skrift. En del af kommunikationen foregår desuden på engelsk, både mundtligt og skriftligt, så det er en fordel, hvis du er tryg ved at kommunikere på begge sprog.
Vi tilbyder dig en tempofyldt hverdag med en bred kontaktflade, hvor godt humør og kollegaskab er i centrum.
Din profil
Vi søger dig, der:
- Brænder for at yde sublim kundeservice – både telefonisk og skriftligt – i et dynamisk miljø.
- Trives i en hverdag med kontakt til mange forskellige mennesker og formår at bevare overblikket, selv når tempoet er højt.
- Har stærke kommunikative evner – både på dansk og engelsk, mundtligt såvel som skriftligt.
- Er en habil IT-bruger og har nemt ved at sætte dig ind i nye systemer.
- Er omstillingsparat og har lyst til at dele din viden og erfaringer med kollegaerne.
Det praktiske
Der er tale om et fuldtidsvikariat med opstart 1. september og har en varighed på 31. december 2025 med mulighed for forlængelse.
Du får en fast timeløn på 148,40 kr. (Timeløn: 140 kr. samt et overenskomstbestemt tillæg på 6% af din timeløn). Derudover er din frokostpause betalt.
Arbejdstiden er 37 timer mellem kl. 07:45-20:09 mandag-fredag, og 08:45-16:09 i weekender og helligdage. Det er derfor vigtigt, at du er fleksibel i forhold til arbejdstiderne og har et minimum af fravær i ansættelsesperioden.
Arbejdspladsen er beliggende i Slotsgade i Nykøbing Falster.
Vi behandler løbende ansøgninger, så send din ansøgning til os hurtigst muligt.